headerimage
Mikkel Wallentin

Romaner

Mikkel Wallentin har bl.a. skrevet tre romaner: "En ræv af guds nåde" (2005),  "Rævegraven" (2003), og "En ræv bag øret" (2001).

 

En ræv af guds nåde. Læs uddrag af romanen (pdf)

Hvad stiller man op, når man skylder en formue væk og ikke kan få sig selv til at skyde sin velhavende mor med det jagtgevær, man har arvet efter sin far?

 

Hovedpersonen i "En ræv af guds nåde" har adskillige sære problemer. Velopdragne inkassobøller; en taske med skrøbeligt indhold; vennen Rasmus, der taler i profetiske gåder, samt den mystiske Quinn, der spøger i baggrunden. Heldigvis har han gud på sin side. En lynkarriere som åndelig vejleder for kvinder med livsstilsproblemer giver adgang til kontanter, og i en villa i Åbyhøj kan han måske hente den store gevinst i poker. Men så begynder døden at lægge beskeder på han mobilsvarer.

 

"En ræv af guds nåde" er en surrealistisk og humoristisk thriller, et satirisk portræt af søgende sjæle og en erotisk roman om en djævelsk følsom kyniker.

"meget velskrevet og underholdende " Bo Tao Michaelis, Politiken

Rævegraven

Spørgsmålet er ikke, om man er ensom i Århus - men hvor ensom. For fortælleren i Mikkel Wallentins groteske undergangsroman er spørgsmålet heller ikke, om den eneste udvej fra éns indre rævegrav er selvmord - men på hvilken måde det bør udføres. Mens historien tæller ned, dag for dag og kapitel for kapitel, overvejer han flere og flere, mærkeligere og mærkeligere fremgangsmåder. Og tilsyneladende er der nogen, der holder øje med ham og aflurer ham hans ideer. Hvorfor lugter der ellers af branket kød til sankthans? Hvorfor kan man pludselig finde ure i affaldscontainere? Og hvorfor han nogen spændt faldtråd ud på fortovet?

Rævegraven er ikke kun en sørgelig beretning om en mand på vej ud i mørket. Den er også et bidsk og koncentreret tidsbillede fra en verden af isolerede, skizofrene strejfere blandt storbyens affald. Hvor få har noget at sige og endnu færre har det til hinanden. Hvor den der graver en rævegrav for andre ...

" virkelig sjov og virkelig, virkelig mærkelig " Lars Bukdahl, Weekendavisen

En ræv bag øret

Hovedpersonen i "En ræv bag øret" har det udmærket i betonhelvedet Århus Vest. Han har det udmærket med at drikke sig fuld. Han har det også udmærket med kvinder og sex. Det er bare ikke alle kvinder, der har det udmærket med ham, og i hvert fald ikke alle kvinder, der har sex med ham. Indimellem sover han og drømmer om afdøde forfattere. I én drøm kommer han til at brække armen på H.C. Andersen, i en anden er Homer hans kejthåndede onkel, der bor i Ribe og underviser i knallertkørekort.

"En ræv bag øret" er en roman uden flæb og med en nedtonet, underfundig, men slet skjult desperation. Det er en portion Århus Vest for stor for én enkelt ung mand, det er absurde ture på en trofast cykel, frem og tilbage og lige langt. Men med sikker stilistisk sans, en ræv bag øret og en filur i maven.

" en uhyggelig sjælegyser "Lise Garsdal, Politiken